Flygtninge fra Eritrea og Danmarks ansvar.

image_pdfimage_print

Danmark har et ansvarEritreanere er i større omfang nu også begyndt at søge mod Danmark, og det har gjort indenrigsminister Karen Hækkerup så nervøs, at hun afviser at give dem asyl umiddelbart. Hun vil sende en mission til området, og undersøge om der er grundlag for at søge asyl.

Skal man opnå asyl skal en flygtning kunne begrunde, at de er blevet forfulgt eller kan forvente straf ved at vende tilbage til deres hjemland. Nyligt hjemvendt efter et besøg I Eritrea, skal jeg prøve at rede trådene lidt ud.

Eritrea er et land som vandt sin frihed i 1991 efter 30 års krig, hvor man måtte slås med både USA og Sovjetunionen, stormagter som mente at Eritrea blot skulle indordne sig under de skiftende diktaturer i Etiopien. Men ”Against all Odds” så slog Eritreas frihedsbevægelse alle militære angreb tilbage, og har betalt store ofre for sin selvstændighed. En selvstændighed man igen måtte forsvare i krigen 1998-2000 hvor Etiopien med vestens accept forsøgte at erobre Eritrea.

Men freden er ikke indtrådt, da Etiopien fortsat okkuperer Eritreas territorium. Og vestmagterne, læs USA, vil ikke lægge pres på deres foretrukne partner i området, Etiopien. Tværtimod har USA brugt sin dominerende indflydelse i Sikkerhedsrådet til at vedtage sanktioner mod Eritrea, sanktioner som er grundløse og ulovlige, da de bygger på udokumenterede beskyldninger. Sanktioner som har medført store økonomiske konsekvenser for Eritrea.

Eritrea er blevet nødt til at have en høj militær mobilisering og bede landets befolkning, her også de unge, om at yde ofte for at forsvare landet. Det betyder at den militære værnepligt er en central faktor i forsvaret af landet, og alle borgere må være indstillet på at forsvare landet.

Men der er også kommet en ny ung generation, som har svært ved at skulle henslæbe deres liv i et fattigt land og samtidig være forpligtet til at være under militærtjeneste eller samfundstjeneste i offentlige institutioner. De søger mod de rige lande som mange andre unge afrikanere, og har et nærmest Disney-agtigt billede af vesten. Men realiteten er at de med ringe uddannelse kommer til at kæmpe hårdt for tilværelsen.

Eritrea er også et transnationalt samfund med store samfund af eritreanere i udlandet. En diaspora som er opbygget gennem mange års krig i Eritrea. Man kan sammenligne dem med palæstinenserne, men hvor eritreanerne har fået deres egen stat. Så Eritrea er ikke et isoleret Nordkorea i Afrika som Obama fabler om. Det er et samfund med tætte kontakter internationalt, og hvor eritreaenere fra hele verden sender penge hjem og jævnligt besøger deres hjemland. I det hele taget er der en stor patriotisme blandt eritreanerne: De forsvarer deres land, men er meget trætte af den fortsatte ”no peace, no war situation” og håber på forandring til det bedre. Og Etiopien støtter i dag åbenlyst grupper som vil styrre regeringen i Eritrea med væbnet magt.

Men de unge kan ikke vente på fred, og derfor ser vi store grupper af unge eritreanere som flygter ud af landet. Og hvor mange desværre falder i hænderne på kyniske menneskesmuglere på den lange vej mod Sverige som længe har været det foretrukne mål. Trafficking foregår systematisk og truer/lokker store pengebeløb fra de unge og deres familier.

Samtidig har mange lært hvad de skal fortælle for at kunne få asyl: At de vil blive straffet hvis de bliver sendt tilbage. Mine kilder i Eritrea fortæller en mere nuanceret historie. At værnepligtige nok bliver sendt tilbage til hvor de har forrettet tjeneste, men det kan man selvfølgelig også kalde en straf.

USA har lykkedes med at sætte Eritrea på ”en sort liste” over lande man ikke kan lide og derfor sanktionerer. Hele propagandaapparatet i CIA og tilknyttede tænketanke sætter kikkerten for det blinde øje og accepterer Etiopiens sabotage af freden i området. Med den danske regering som aktiv deltager.

John Graversgaard
Bestyrelsesmedlem i Den eritreanske Støtteforening
Byagervej 144, st.th
8330 Beder.
27207290