Angreb på fredelige foreninger fra det eritreanske mindretal i Danmark

Vi har på det sidste set alvorlige angreb på forsamlingsfriheden, som er lovfæstet i Danmark.

En gruppe med udenlandsk baggrund er begyndt at angribe kulturfester afholdt af herboende danske statsborgere med eritreansk baggrund.

Eritrea er et land i Afrika med en historie med langvarig krig, og der er gennem en periode på 40 år kommet flygtninge også til Danmark.  De er godt integreret og der er nu tale om anden og tredje generation, som er født og opvokset i Danmark. Danmark er deres land, men forældre og børn har fortsat et kulturelt og sprogligt fællesskab med Eritrea. Man afholder nationale og religiøse arrangementer, som danskere som lever i udlandet også gør. Kultur og sprog er ikke bare noget man hænger i garderoben.

Denne gruppe forsøger med hærværk og vold at stoppe kulturfesterne, men heldigvis har man fået god støtte af Politiet som har forhindret at det udviklede sig.  En indsats som vi i høj grad påskønner. Gennem stenkast og angreb på politiet har gruppen overtrådt alle normer for demokratisk god opførsel.  Det har da også medført talrige arrestationer. De har ikke kunne trænge ind og ødelægge kulturfesterne, i modsætning til i udlandet hvor det har medført alvorlige optøjer med kvæstede og omfattende hærværk.  Senest i Holland hvor Politiet skred hårdt ind mod hærværksmænd som kastede med sten, angreb Politiet og satte biler i brand.

Vi tager afstand fra at man forsøger at ligestille ofrene med angriberne.  F.eks. ved at man i Holland og Tyskland har set politikere støtte op om forbud mod disse kulturfester.  Dette vil være et alvorligt angreb på vores demokratiske rettigheder som fredelige foreninger, og vi mener klart vi har ret til beskyttelse mod hærværk og vold.  At demonstrere fredeligt er en ting, at angribe en fredelig forsamling er en anden ting.

I København er de eritreanske foreninger 2 år i træk blevet centrum for politiopbud og optøjer, som har givet medieomtale. En medieomtale som er meget uønsket og som vi ikke har noget ansvar for. Samt giver et helt skævt billede af eritreanske  foreninger. Vores kulturfester er åbne og vi foretrækker dialog og samtale frem for vold.

Det er en sensommerfest som er foregået på fredelig vis i Danmark siden starten af 80`erne. Det er en fest som markerer starten på Eritreas befrielseskamp mod kolonialismen d.1 sep. 1961. Det er en nationaldag, som samler dansk-eritreanske familier, børn og voksne på tværs af alder, køn, religion, etnisk tilhørsforhold og politisk overbevisning. Der kommer både ”gamle” samt ”nye” flygtninge samt deres børn og venner.

Usandheder

En løgn bliver ikke sand ved at blive gentaget. En udbredt løgn er at disse kulturfester er styret af Eritreas ambassader i udlandet. Det er en grov undervurdering af de eritreanske foreninger, som om de ikke selv kan arrangere kulturfester. Det er som nævnt sket i årevis i udlandet, og der er tale om en ganske stor diaspora, som findes i både Europa, Mellemøsten, USA og Canada. Bestående af mennesker hvor mange er flygtet ud af landet under den 30 år lange befrielseskrig, som sluttede med landets selvstændighed i 1991. Samt et stort antal som følge af fattigdom og fortsat krig og konflikt med Etiopien. Avisen Jyllandsposten bragte d.11 sept. 2013 en artikel hvor en pensioneret professor fra Afrikastudier ved Københavns Universitet Holger Bernt Hansen udtalte sig ganske uvidende: ” De bliver arrangeret i ambassadesammenhæng, og dermed også af styret, der afholder arrangementerne. Mange af dem, som er flygtet fra regimet, finder det provokerende, at styret holder fest i det land de er flygtet til. Så der er et sammenstød mellem styret og dem som er imod styret”.

Anholdelser

Det er tankevækkende at professoren jo her indirekte giver opbakning til de voldelige personer som angriber fredelige fester. Ved optøjerne i København d. 9. sept. 2023 blev i alt 67 demonstranter anholdt og ingen af festdeltagerne, som kunne gennemføre festen takket være beskyttelse fra politi og vagtværn. Det samme skete d. 2.sept. 2022, hvor demonstranter forsøgte at stoppe en eritreansk kulturfest og herunder gik til angreb på politiet. Her anholdt politiet ca. 160 personer, og der kører sager hvor flere er anklaget for vold.

Heller ikke dengang lykkedes deres hærværksplan, da politiet var talstærkt tilstede og beskyttede forsamlingsfriheden. Det forlyder også at de ikke havde ansøgt om at holde demonstration, så det var nok planlagt som et overraskelsesangreb.

Deres primære mål synes at være at få myndighederne til at gribe ind mod vores forsamlingsret og derved nægte dansk-eritreanere mulighed for at samles omkring kulturelle og nationale dage. En tradition som også andre etniske mindretal i Danmark uforstyrret kan gennemføre. At man holder af sit hjemland og kultur er ikke det sammen som at man holder af dets regering.

Hvem er de?   

Disse angreb sker i flere lande og forekommer at være styret af en hård kerne af skrupelløse modstandere af Eritreas regering. Da de ikke har haft held med at ændre på forholdene i Eritrea, så kommer deres frustration og had til udtryk i angreb i udlandet. Det lader til at være en bevidst strategi, hvor man i stedet for dialog satser på at ophidse unge til at gå til angreb på fredelige og sagesløse borgere med eritreansk baggrund.  Borgere som man beskylder for at hylde den eritreanske regering, hvad der ligger langt fra sandheden.  Sandheden er nærmere at mange fortsat er knyttet til deres fædreland gennem familiebånd og kultur. Det kan sammenlignes med udlandsdanskeres fortsatte tilknytning til Danmark. Det stiller man jo aldrig spørgsmål ved!

Det har karakter af en bande som ved brug af de sociale medier mobiliserer til vold mod fredelige forsamlinger i et frustreret forsøg på at angribe Eritrea. Men som nævnt har Eritreas regering ikke noget at gøre med disse kulturfester.

Det fremstår som en international voldskampagne, først i Giessen(Tyskland), derefter Stockholm(Sverige, Seattle(USA) og Toronto(Canada). Alt peger på at det er ledet af grupper med tilknytning til provinsen Tigray i det nordlige Etiopien, som i årevis har bekæmpet Eritrea. Her kan nævnes gruppen  ”Brigade N´Hamedu”.  Angribernes brutalitet var chokerende og uden fortilfælde. I nogle lande blev der sat ild til biler og telte, og festivaldeltagere blev alvorligt såret. Man har kunnet følge på sociale medier at der blev opfordret til vold og hærværk, og i flere lande har politiet været for passivt og tøvende med at gribe ind.  Det står klart at en voldskampagne af den størrelsesorden,  som strækker sig over flere lande og på tværs af forskellige kontinenter, ikke er ” “spontan”. Den kræver betydelige økonomiske ressourcer, planlægning af  (indrejse) rejsemuligheder, transportkapacitet og overnatnings-muligheder.

Hvad er formålet?

Hvem er bagmændene bag bøllerne i “Brigade N’Hamedu”, og hvad er deres egentlige eller langsigtede mål? At bringe den globale eritreanske diaspora til tavshed eller at intimidere og forurolige dem i en sådan grad, at de skal bryde med deres hjemland Eritrea? At afskære enhver støtte “udefra” – moralsk, humanitær, materiel, ideel – så meget som muligt?

Det faktum, at alle de nævnte festivaler stadig fandt sted med succes med tusindvis af deltagere, nogle væsentligt flere end forventet, viser, at det ikke er lykkedes at sabotere disse festivaler. Men angrebenes voldsommer karakter har rystet os, og rejser spørgsmålet om, hvor længe offentligheden i de “civiliserede” lande i Vesten vil fortsætte med at acceptere, at mediedæmoniseringen og stigmatiseringen af Eritrea bidrager til disse voldsomme udskejelser?  For det, vi har oplevet i København, Gießen, Stockholm, Seattle og Toronto, kan ske igen i morgen andre steder. Hvis fredelig sameksistens og ideen om international forståelse, som også er vores højeste ønske, skal have reel betydning, er det på høje tid at lære af de forfærdelige begivenheder og indlede en nytænkningsproces.

Den eritreanske støtteforening.