1

Eritrea har stadig verdens største juicebar

I 2015 skrev jeg en artikel til Globalnyt om en juicebar i Asmara, som jeg mente – med sine 400 siddepladser – måtte være verdens største. Jeg havde dengang netop været i Eritrea, som jeg har forelsket mig meget i efter at have boet og arbejdet i landet i flere år.

Så artiklen var en hyldest til en kultur, hvor der er blevet drukket smoothies mange år, før betegnelsen blev opfundet. Og den mest populære er en papaya-smoothie, som altid bliver serveret med en overskåret lime, som man kan presse lidt citronsyre ud af for at fuldende smagsoplevelsen. Den smager himmelsk.

Så vidt, så godt. Artiklen kom ud i Globalnyt og findes stadig i arkivet. Men reaktionerne var noget uventede.

I Danmark fik jeg et opkald af en gammel kollega fra tidligere jobs i Afrika. Han er en meget fornuftig person, som jeg sætter pris på. Hans kommentar var imidlertid ikke positiv. ’Hvorfor har du ikke skrevet noget om den tvungne militærtjeneste?’ Jeg svarede ham: fordi artiklen handler om Eritreas enestående juicekultur! Men det svar var han slet ikke tilfreds med.

Da jeg nogle måneder senere igen rejste til Eritrea, gik jeg hen til Capri Juice, som juicebaren hedder, med en kopi af artiklen. Jeg kunne forestille mig, at ejeren, Berhane, måske kunne hænge artiklen op, selv om den var på dansk. Den havde nogle gode billeder og overskriften ville da være god reklame: ’The World’s biggest Juice Bar’.

Men han ville først gerne have oversat artiklen ord for ord. Det fik vi arrangeret, og jeg havde på fornemmelsen at han var bange for, at der på eller mellem linjerne skulle stå noget dårligt om hans juicebar eller om Eritrea, som får næsten enstemmig negativ omtale verden over.

Så vi sad i Berhanes anden restaurant – han er en velkendt og i øvrigt selvlært businessman i Eritrea – sammen med to af hans venner, hvoraf i hvert fald den ene af dem fiskede efter negativ omtale af Eritrea. Besynderligt nok, sandsynligvis det samme tema, som min tidligere kollega i Danmark havde efterlyst.

Det viste sig, at der ikke var noget i artiklen, som gav hans juicebar eller Eritrea et dårligt omdømme. Vi drak dobbelt-macchiatoer sammen og skiltes – alle tilfredse.

Nogle dage senere besøgte jeg juicebaren igen. Artiklen var ikke blevet slået op. Alt var som før. Jeg spurgte Berhane, hvorfor han ikke havde brugt den som reklame. Jeg tilbød at oversætte det hele til engelsk. Han rystede på hovedet: ’Det er ikke noget at prale af. Det er jo bare en helt almindelig juicebar’.

Jeg så på ham og indså, at jeg havde ramt lige midt i den eritreiske selvforståelse. Én ting er at være den bedste i Eritrea – og i verden for den sags skyld – men man vil aldrig prale med det.

Da der i 2014 var verdensmesterskab i halvmaraton i København deltog jeg, min eritreiske kone og vores datter i en sammenkomst med de eritreiske løbere om aftenen i den eritreiske klub i Brønshøj. Der sad vi med nogle af verdens bedste løbere – inklusive daværende verdensrekordholder, Zersenay Tadese, på halvmaratondistancen – og spiste eritreisk mad helt stille og roligt. Marathonheltene var meget nedtonede og roste min datter, fordi hun havde været med i motionsløbet lige forinden. Det er eritreisk jantelov.

Nu har jeg igen tilbragt en måned i Asmara og genoplevet en by og et folk, som også har stået en hård coronaperiode igennem. Tilmed er konflikten med TPLF blusset op igen. Da TPLF havde magten i Etiopien udkæmpede Eritrea og Etiopien en meget blodig grænsekrig i 1998-2000. Efter våbenhvile nægtede Etiopien at anerkende den fredsaftale, som en grænsekommission havde udarbejdet. Det førte til en periode med ’no war no peace’, hvor Eritrea ovenikøbet blev underlagt internationale sanktioner.

Først i 2018, da Etiopien fik en ny regering, sluttede de to lande fred, og sanktionerne blev løftet.

Men i november 2020 angreb TPLF den etiopiske centralregering og affyrede missiler mod Asmara. Eritrea blev derfor indblandet i denne nye krig, som i skrivende stund ikke er afsluttet. Eritrea har fået nye internationale sanktioner. Men det piver folk ikke over. De synes blot, at sanktionerne er uretfærdige. Eritrea er vant til at klare sig selv og er stolt over det. ’Eritrea will never kneel down!’ lyder et valgsprog, som stammer tilbage fra befrielseskrigen 1961-91 og stadig bruges.

Det er nok mindre jantelov, end stålfast nationalisme. Den nationale stolthed er stor. Da den eritreiske cykelrytter, Biniam Girmay, for nyligt vandt en etape af Giro d’Italia kom hele landet op på stolene af begejstring. Han er en superhelt i Eritrea, hvor cykling er landets nationalsport og har været det lige siden Italien koloniserede landet. Og følelserne er stærke under overfladen. Jublen over Biniams sejr var mindst lige så stor, som den var i Herning, da Bjarne Riis kom tilbage efter sin sejr i Tour de France.

Men at have verdens største juicebar er altså ikke noget, som sætter følelserne i bevægelse. Der er måske en yderligere grund til, at ejeren ikke vil prale med sin juicebar. Nemlig at Asmara er fyldt med juicebarer.

Capri Juice er ikke den eneste – blot den største. Og dermed tør jeg godt definere endnu en eritreisk verdensrekord: Asmara er højst sandsynligt den by i verden, som i forhold til indbyggertallet (under en million) har flest juice- og smoothiebarer, der laver papaya-juice. Capri Juice er kun en af dem. De findes overalt i denne smukke by. Jeg har efter en måneds ophold kun besøgt en brøkdel af dem.